Ingen vellykket inklusion i skolen uden forældrenes deltagelse. Sådan er det i langt de fleste tilfælde, fortæller Charlotte Andersen, der har arbejdet som lærer i mange år, og nu er inklusionsvejleder i Gladsaxe Kommune.
Inklusionen vil sjældent lykkes, hvis man ikke har forældrene med. De er rollemodeller for deres børn og har en stor indflydelse på dem, siger hun og giver her en række gode råd til, hvordan forældrene kan være med til at skabe et godt fællesskab i klassen, og omvendt, hvad de skal forsøge at undgå.
Forældre er tit de værste til at udelukke et barn i klassen, og derfor kan de ligefrem stå i vejen for inklusion i skolen, ifølge Charlotte Andersen.
Hvis forældrene siger ’ham skal du ikke lege med, han er en værre ballademager’, så er de med til at udelukke det barn i klassen. Det er ikke, fordi forældrene har dårlige intentioner. De vil bare ikke have, at deres børn skal præges i en dårlig retning. Men trivsel er først, når alle er med, og derfor duer det ikke at udelukke nogen børn, siger hun.
Hvis forældre gang på gang ikke inviterer det samme barn fra klassen med hjem og lege, er det udelukkelse i det skjulte. Derfor foreslår Charlotte Andersen at lave legegrupper i klassen med børn, der normalt ikke leger med hinanden, så børnene kommer hjem til hinanden på kryds og tværs.
Ved at invitere de børn med hjem og lege, som normalt ikke har nogen at lege med, viser man sine egne børn, at vi accepterer alle hjemme hos os. Det er ikke, fordi alle skal være lige gode venner, men alle skal kunne være sammen med alle, siger hun.
Det er også vigtigt for fællesskabet i klassen, at forældrene kommer godt ud af det med hinanden.
Hvis forældrene ikke kan sammen, mærker børnene det straks. Det mest værdifulde er, hvis forældrene lige giver sig tid til at drikke en kop kaffe sammen og sludrer lidt, når de kommer for at hente lille Viktor. På den måde bliver de et godt eksempel for deres barn.
De fleste forældre vil gerne deltage i inklusionsarbejdet, når de får af vide, hvor vigtig deres rolle er. Men de færreste er klædt på til det, og her har skolen et stort ansvar, ifølge Charlotte Andersen.
Når børnene starter i skole, starter forældrene også i skole. Mange forældre har ikke haft med børn at gøre, før de fik deres egne. De har ingen værktøjskasse til at takle forskellige børn. Her er det skolens ansvar at klæde dem ordentligt på og skabe rammen for forældresamarbejdet. Det kan være ved at holde et oplæg om inklusion for forældrene og sørge for, at forældrene lærer hinanden at kende, siger hun.
Nogle forældre vælger ikke at sige det højt på klassen, hvis deres barn fx har adfærdsvanskeligheder. De frygter nemlig, at barnet bliver stemplet. Men det er bedre at være åben om de vanskeligheder barnet er i og fortælle, hvad der virker og ikke virker. Oplysning og åbenhed skaber nemlig forståelse, understreger Charlotte Andersen.
De andre børns forældre skal vide så meget som muligt om, hvad det vil sige for eksempel at have adhd, og de skal kunne give udtryk for deres tvivl, frustrationer eller holdninger i et åbent forum, hvor alle arbejder hen imod samme projekt – nemlig at styrke fællesskabet i klassen, siger hun.
Kilde: dr.dk
